onsdag den 27. marts 2013

Blåt bilstrik




Jeg er en forholdsvis ny strikker, men er allerede fortabt til alt det skønne, mine hænder kan skabe med en rundpind og noget lækkert garn. Jeg suger diverse strikkeblogs til mig og finder ny inspiration. Desværre kan produktiviteten ikke helt følge med alle de dejligheder, jeg kaster min kærlighed på.

Indtil nu har det mest været børnetøj, jeg har strikket, og sådan er det også lige nu. Det er et dejligt overskueligt projekt at lave en trøje i en børnestørrelse, og samtidigt kan jeg finde opskrifter, der er tilpas udfordrende for mig, så jeg lærer nogle nye strikkefærdigheder og samtidigt  ikke kommer til at kede mig.





På mine strikkepinde sidder der for tiden en lækker sweater til Terroristen i den lækreste dybblå farve i Mayflower Easy Care Big. Opskriften er fra Mayflowers katalog 123/2012 og er født med et fint bamsemønster. Jeg har strikket den flere gange til gaver og har været glad for resultaterne. Udfordringen denne gang består i at rette opskriften til, så den bliver et par størrelser større, og det ser ud til at lykkes indtil videre. Bamserne bliver skiftet ud med en bilmønster, som jeg selv har lavet, for terroristen er med sine 5 år nok lige lidt for gammel til bamser. Men rigtige drenge vokser vist aldrig fra kærligheden til biler, vel :-)



Mønsteret gemmer desuden Terroristens forbogstav...

mandag den 25. marts 2013

Bomuldsbløde forårsløg

I dag har solen skinnet smukt ned fra en skyfri himmel, og havde det ikke lige været for frostgraderne, kunne det næsten føles som forår. Den sidste sne er næsten væk her i det nordjyske og jeg håber, håber, håber, at det er det sidste, vi får at se i meget lang tid.

Foråret og blomsterløg hænger uløseligt sammen, og jeg fylder altid huset med perlehyacinter, tete a tetes, erantis og hyacinter i alverdens farver. Jeg elsker at se løgene spire og udvikle sig fra knop til farverige blomster. De giver en lille forsmag på forårets og sommerens blomstervæld og fylder min stue med den dejligste duft. 

Den anden dag faldt jeg over denne forårsbebuder i Lidl. For at hjælpe løgene lidt på vej, gav jeg glasset en overfrakke i den dejligste forårsstriber. 




Så må det gerne blive forår, tak.

søndag den 24. marts 2013

En sørøver og en prinsessesprutte



Blogland vrimler for tiden med fine hæklede sprutter. Det drejer sig om et rigtigt fint initiativ startet af Josefine  på bloggen www.enelefant.dk. Efter en henvendelse fra en far til en for tidligt født lille pige, der var indlagt på Neonantalafdelingen på Skejby hæklede hun en sprutte til den lille pige. Sprutten vakte stor glæde og det skabte ideen til en indsamling af sprutter.

Skejbys neonantalafdeling ligger mig meget nær, da det var her min lille niece boede i hendes første tre måneder efter en alt for tidlig fødsel, så det føltes skønt at kunne give en lille smule tilbage til og forhåbentlig give lidt glæde til de hårdtprøvede forældre. 

Derfor greb jeg også hæklenålen og lavede to sprutter til indsamlingen. Den fine opskrift sætter gang i fantasien og vups var en Sørøver og en Prinsesse skabt.

Siden er det blevet til rigtigt mange sprutter og initiativet er nu bragt videre på endnu flere frivillige hænder, således at hver neonantalafdeling i landet nu har en sprutteambasadør. 

Læs mere om projektet, find opskrift og læs, hvordan du donerer her:


All in på påske

Normalt fylder påsken ikke det store her i hjemmet. Men efterhånden som børnene bliver større, føler jeg, at det er min opgave at holde traditionerne i hævd. Og påsketraditioner er lig med påskepynt.

Hvor julepynten fylder godt i skabet, har påskepynten ligesom aldrig fundet vej ind i vores hjem, men nu skulle det være.

Derfor blev Hama-perlerne fundet frem igår. Jeg stod for designet og lavede skabelonen, og Terrorristen hjalp med at sætte de hvide perler på. 9 fine påskeæg blev det til, i hvid og neon. 



Nu hænger de og pynter fint i sprosserne. 


Lyset spiller fint igennem de gennemsigtige neondetaljer.


Endelig en dag med blå himmel og sollys.



I morges kom jeg til at finde miniperlerne frem også og vupti: 5 minipåskeæg på ungernes aflagte fastelavnsris.


Så blev det alligevel påske...

Påske - karsens højtid


I fredags kom Terroristen og Sabotøren hjem med hver deres påskekarse, som en ihærdig dagplejemor / børnehavepædagog har masseproduceret til alle de små poders forældre.

Men hvad er det, der er med det der karse? Hvor julen byder på konfekt og ris a la mande er påsken åbenbart karsens højtid, hvor "du skal sige det med karse". Det er i al fald ikke en krydderurt, der normalt er at finde i husholdningen her. For hvad er det egentligt lige, at man bruger karse til, ud over at pynte på en æggemad? Men fine, det er de da.

Velkommen

Velkommen til min blog. Jeg har længe tænkt på at lave mit eget rum på nettet, hvor der er plads til alt det, som jeg holder af. Jeg har været ihærdig blog-læser de sidste par år og er særligt glad for diverse krea-blogs og finurlige blogs om familielivet mm.

Bloggen her er mit frirum, hvor der er plads til mine tanker og mine kreativiteter og andre små hverdagsbilleder, der hører til livet i en småbørnsfamilie.

Min familie består af:

Teoristen: Storebror på 5 år med masser af krudt i bagdelen.

Sabotøren: Lillebror på 2 år, der som navnet antyder ikke altid er lige indstillet på at lege efter storebrors hoved.

Ægtemanden: Gift på 6. år.

Tak fordi du læser med.

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/6413183/?claim=8986x5rxdhh">Follow my blog with Bloglovin</a>